Knoglemasse

Knoglemasse betegner den samlede mængde knoglevæv i skeletet og er en vigtig del af knoglestyrken. Knoglevæv består af kompakt knogle (cortikalt) og trabekulært knoglevæv, som findes i ender af lange knogler og i rygsøjlen. Den hårde mineraldel, især hydroxyapatit, indlejres i en organisk matrix af kollagen type I og andre proteiner. Knoglecellerne omfatter osteoblaster (opbygning), osteocytter og osteoklaster (nedbrydning). Samspillet mellem disse celler fører til konstant remodellering af knoglerne.

Dannelse og vedligeholdelse af knoglemasse sker gennem knogleombygning, hvor nye knoglevæv dannes og ældre væv nedbrydes. En fuld remodelleringscyklus varer typisk nogle måneder. Den maksimale knoglemasse opnås normalt i slutningen af ungdomsårene eller i tidlig voksen alder, omkring 20–30 år. Efter dette falder knoglemassen gradvist med alderen, hvilket øger risikoen for knoglebrud, særligt hos kvinder efter overgangsalderen.

Faktorer, der påvirker knoglemassen, omfatter genetiske forhold, køn, alder og hormoner, særligt østrogen og testosteron. Fysiske belastninger (vægttætte øvelser), tilstrækkelig calcium og D-vitamin samt en generel sund livsstil understøtter en høj knoglemasse. Risikoen for lav knoglemasse måles ofte ved knoglemineraltæthed (BMD) vha. DXA-scanning. Resultaterne bruges til at diagnosticere osteopeni eller osteoporose og til at vurdere fracture-risiko.

Forebyggelse og behandling fokuserer på kost, motion og, hvis nødvendigt, medicinsk behandling med midler som bisphosphonater, denosumab eller teriparatid.