Kapitalrationering

Kapitalrationering er en tilstand i virksomhedens finansiering, hvor en virksomhed har flere investeringsmuligheder med positiv nettoværdi (NPV), end den har kapital til at finansiere. Som følge heraf må ledelsen vælge og prioritere projekter under en samlet kapitalbudgetbegrænsning.

Der findes to hovedtyper af kapitalrationering: hård kapitalrationering, hvor eksterne finansieringsvilkår eller kreditmarkeder begrænser virksomhedens adgang til kapital; og intern kapitalrationering, hvor interne politikker, risikostyring eller ledelsens incitamenter bestemmer, hvilke projekter der finansieres.

Beslutningsrammen i kapitalrationering fokuserer på at maksimere den samlede værdi givet budgetbegrænsningen. Projekter vurderes traditionelt ud fra nettoværdi (NPV), rentabilitetsindeks og IRR; i praksis kan virksomheder anvende real options-tilgangen, scenarieplanlægning og trinvise investeringer for at øge fleksibiliteten og håndtere usikkerhed.

Kapitalrationering kan føre til underinvestering i forhold til et investeringsoptimum uden kapitalbegrænsning, og til suboptimal ressourceallokering. Årsager inkluderer informationsasymmetri, risikorestriktioner, agency-problemer og kreditmarkedsforhold samt budgetpolitiske beslutninger.

Anvendelse og kontekst: Kapitalrationering findes både i private virksomheder og i offentlige organisationer, især når budgetter er faste eller når kredit kan være begrænset. I offentlige sammenhænge kan kapitalrationering afspejle budgetteregler eller krav til effektivitet.

Relaterede begreber inkluderer kapitalbudgettering, nettoværdi, IRR, hurdle-rate og real options.