Fundusundersøgelse

Fundusundersøgelse, eller funduskopi, er en undersøgelse af øjets fundus, herunder synsnerven, nethinden og central macula. Den bruges til at vurdere synsnerveansamlinger, karsystemet i retina og eventuelle synsforandringer, der kan være tegn på sygdom som diabetes, hypertension, glaukom eller aldersrelateret maculadegeneration. Undersøgelsen kan også identificere inflammatoriske, infektive eller traume-relaterede tilstande.

Undersøgelsen udføres typisk efter pupildilation med medicinske dråber for at give et udvidet synsfelt. Den kan gennemføres af en øjenlæge eller en praktiserende læge med relevant udstyr. Metoderne inkluderer direkte funduskopi med oftalmoskop, indirekte funduskopi med en kondenslins og lyskilde, samt undersøgelse i slit-lampe sammen med en funduslinse. Avancerede metoder som funduskamera og optisk koherens tomography (OCT) kan supplere undersøgelsen ved at give detaljerede billeder af retina og synsnerve.

Ved undersøgelsen vurderes optic disk (synsnervehovedet), retinale kar, macula og retinaens periferi. Man leder efter tegn som blødninger, exsudater, maculaødem, druser, pigmentforandringer, hævede eller skæve papiller samt tegn på neovaskularisering eller ar. Fundusundersøgelsen er central i screening og opfølgning af mange øjensygdomme og i vurdering af systemiske sygdomme, der påvirker øjet.

Begrænsninger inkluderer små pupiller, medieopacity (f.eks. katarakt) eller manglende samarbejde, som kan gøre visningen vanskelig. Dilation af pupillen varer normalt nogle timer og kan medføre lysfølsomhed.