Forureningsniveauerne

Forureningsniveauerne beskriver koncentrationen af forurening i miljøet. Begrebet bruges især om luftforurening, men kan også referere til vand og jord. Niveauerne opgøres typisk gennem målinger og beregninger og tjener til at vurdere sundheds- og miljøudsigter samt til at fastlægge grænseværdier og forebyggende foranstaltninger.

Ved luftforurening omfatter de mest overvågede stoffer partikler (PM2.5 og PM10) og gasarter som NO2, O3, SO2 og CO. Koncentrationer måles i enheder som mikrogram pr. kubikmeter (µg/m³) for partikler og µg/m³ eller ppm/mg/m³ for gasser. Udledningsdata beregnes som gennemsnit over timer, døgn eller år, og højere niveauer betegnes som sundhedsrisiko.

Data indsamles af overvågningsstationer og ofte suppleret af satellitdata og mobile sensorer. Kvaliteten af data sikres gennem kalibrering og kvalitetskontrol. Resultaterne offentliggøres regelmæssigt og anvendes af myndigheder og forskere til at vurdere overholdelse af grænseværdier og til at informere offentligheden om aktuelle forhold.

Grænseværdier og klassifikationer varierer mellem lande og internationalt. EU-direktiver beskriver grænser for forskellige stoffer og tidsrum som døgn- og års gennemsnit. Mange steder anvendes et luftkvalitetsindeks (AQI) eller lokalt Luftkvalitetsindeks til at formidle niveauerne til offentligheden. Når niveauerne overskrider grænseværdierne, igangsættes ofte foranstaltninger som trafikbegrænsninger eller advisering om at begrænse udsættelse.