Fejlmåleanalyse

Fejlmåleanalyse er en disciplin inden for sprogundervisning og anvendt lingvistik, der systematisk undersøger fejl i andetsprogstal og -skrift for at beskrive, forstå og forbedre læring. En central antagelse er, at fejl ikke blot er tilfældige mangler, men afspejler elevens pågående hypoteser om målsproget og dermed et midlertidigt interlanguage-system.

Feltet opstod i 1960’erne med Pit Corder og kolleger, og senere blev begreber som interlanguage og fossilisering centrale i sprogudviklingsteorier. Fejlmåleanalyse baseres ofte på autentiske elevtekster og samtaleprøver og fokuserer på fejl, der er systematiske, ikke blot tilfældige præstationsløsninger.

Metode og klassifikation: Dataindsamling af elevsprog, identifikation og annotering af fejl, og kategorisering efter kilder (L1-transfer, overgeneralisering, udviklingsmønstre) og niveau (grammatik, ordforråd, sætningsstruktur). Man skelner mellem underliggende formfejl og overfladefejl, således at undervisning kan målrettes.

Anvendelse og kritik: Resultaterne bruges i læseplaner, undervisning og feedback, men kritik påpeger, at analysen kun afbiller observerede fejl og kan overse kognitive processer; datamaterialet og konteksten påvirker resultaterne. Moderne forskning kombinerer fejlmåleanalyse med korpuslingvistik og interlanguage-teorier.