Erfaringkurven

Erfaringkurven er et begreb inden for økonomi og ledelse, der beskriver, hvordan enhedsomkostninger eller tidsforbrug typisk falder, efterhånden som der opbygges erfaring gennem stigende akkumuleret produktion. Konceptet antyder, at læring, procesforbedringer og organisatoriske erfaringer bidrager til lavere omkostninger pr. enhed, efterhånden som produktionen vokser. Begrebet blev første gang kvantificeret af T. P. Wright i 1936 i forbindelse med luftfartsindustrien og er siden blevet udbredt som en del af lærings- eller erfaringseffekter i forskellige industrier.

Den almindeligt anvendte formel beskriver forholdet mellem enhedsomkostning C og akkumuleret produktion Q som C = a · Q^(-b), hvor a er startomkostningen og b er hældningen. Den logaritmiske form giver log(C) = log(a) − b · log(Q). En konstant procentvis nedgang ved hver fordobling af Q kaldes progressionsforholdet og kan beregnes som PR = 2^(-b). I praksis ligger b ofte således, at fordobling af kumulativ produktion reducerer omkostningerne med cirka 20–40% (progressionsforholdet omkring 0,6–0,9), men værdierne varierer betydeligt mellem brancher og produkter.

Erfaringkurven bruges til omkostningsestimater, budgettering, prissætning og langsigtet planlægning samt til analyse af konkurrencefordele og investeringer i teknologi og procesforbedringer. Den giver et rammeværk for at forstå, hvordan læring og forbedringer påvirker produktivitet. Samtidig har kurven begrænsninger: den antager en vis teknologisk stabilitet og kan overvurdere effekter i modne produkter, hvor forbedringer er mindre hyppige; og den kan fejltolkes ved ændringer i inputpriser, design eller kvalitetsspecifikationer. Derfor bør erfaringseffekter anvendes sammen med andre analyser og scenarieplanlægning.