Dræningskapacitet

Dræningskapacitet betegner et systems eller areas evne til at fjerne vand, sådan at overskudvand ikke udover en given tidsperiode skaber oversvømmelse eller varigt høj vandstand. Begrebet bruges bredt inden for vandforvaltning, landbrug og bygnings-/infrastrukturplanlægning og beskriver både jordens og anlæggenes evne til at bortlede vand ved nedbør, snerydning og andre vandkilder.

Der findes forskellige former for dræningskapacitet. Infiltrationskapacitet henviser til jordens evne til at optage og flytte vand gennem profil og rodzone. I åbne drænsystemer og kloakker betegner man ofte den maksimale afstrømning, som kan ledes væk gennem rør, kanaler og ledninger. Designkapaciteten i et byområde eller en landbrugsmark refererer til den mængde vand, der kan bortledes uden at forårsage overstuvning, ofte angivet som afstrømning i m^3/s eller som beregnede dimensioner af ledningsnet og bassiner.

Måling og beregning af dræningskapacitet involverer hydraulik og hydrologi. Ofte anvendes metoder som Manning-formlen for åbne kanaler og Darcy-Weisbach eller tilsvarende for rør, kombineret med nedbørdata og hydrograph-analyser. Faktorer, der påvirker kapaciteten, inkluderer nedbørens intensitet og varighed, jordtype og jordstruktur, terrænhældning, vegetation, tilstand og vedligeholdelse af dræningsinfrastrukturen samt urban eller landbrugs anvendelse.

Tiltag for at øge kapaciteten omfatter forstørrelse af ledninger og pumpestationer, opførelse af bassiner til aflastning, grønne og permeable løsninger samt regelmæssig vedligeholdelse for at forhindre blokeringer og oversvømmelser. Dræningskapacitet er central i planlægning, klimatilpasning og risikoanalyse i vandforvaltning.