Domenenavnsystemet

Domenenavnsystemet (DNS) er et globalt distribueret system, der oversætter domænenavne til IP-adresser, så computere kan kommunikere over internettet. DNS fungerer som en hierarkisk database og er grundlaget for næsten alle navneopslag. Udover at kortlægge værtsnavne understøtter DNS også e‑mailrouting gennem MX-poster og andre tjenesteoplysninger gennem forskellige posttyper.

Systemet består af rotnavne-servere, topniveau-navneservere (TLD’er) og autoritative navneservere for konkrete domæner, samt resolvere, der håndterer forespørgsler fra slutbrugere og midlertidigt cachelagrer svar for at sænke forsinkelse og reducere belastning på netværket.

Sådan fungerer det groft: En bruger indtaster et domæne; en lokal resolver sender forespørgsler til en recursive resolver, som henviser videre gennem rotnavne- og TLD-servere til den autoritative navneserver for det pågældende domæne. Den autoritative server returnerer IP-adressen, som caches af resolveren og bruges ved senere forespørgsler, med en TTL-indstilling der bestemmer, hvor længe svarene er gyldige.

Vigtige DNS-posttyper inkluderer A (IPv4-adresse), AAAA (IPv6-adresse), CNAME (kald til andet navn), MX (e‑mail-udveksling), NS (navneserver for et område), TXT og SRV.

Sikkerhed og privatliv: DNSSEC til autentificering og integritet af DNS-data; DNS over TLS (DoT) og DNS over HTTPS (DoH) til krypteret transport af forespørgsler. Udfordringer inkluderer potentiel cache-sabotage og risiko for overvågning uden kryptering.

Styring og forvaltning: Root-zone forvaltes af IANA og ICANN; rotnavnservere koordinerer med registries og registrars, som håndterer TLD’er og registrering af domæner. DNS er således både teknisk infrastruktur og organisatorisk ramme.