CTGmonitorering

CTG-monitorering, eller cardiotokografi, er en obstetrisk overvågningsmetode der registrerer fostrets hjertefrekvens og moderens uterus sammentrækninger over tid. Formålet er at opdage tegn på nedsat iltning eller fetal stress under graviditet og især under fødslen, så passende behandling kan iværksættes hurtigt.

Metoden kan udføres som ekstern CTG, hvor en dopplerbaseret transducer placeres på maven til at måle fostrets hjertefrekvens og en tocodynamometer registrerer sammentrækninger. Ved intern CTG placeres en elektrode i fosterhovedet (fetal scalp electrode) for direkte måling af hjertefrekvensen og en intrauterin tryksonde til måling af sammentrækningskraften, normalt når membranerne er brudt og fødslen nærmer sig.

Fortolkning af CTG-skemaet omfatter baseline hjertefrekvens (normalt omkring 110–160 slag/min), variabilitet, accelerations og decelerationsmønstre samt sammentrækningsforløbet. Kardinalsanalysen bruges til at klassificere CTG-forløbet som reassuring (rolig), ikke-reassuring eller patologisk, men fortolkningen kræver klinisk kontekst og erfaring, da små ændringer kan have stor betydning.

Indikationer inkluderer kontinuerlig overvågning under fødsel hos kvinder med høj risiko for fetal distress, samt visse situationer i sen graviditet hvor iltforsyning eller placentafunktion mistænkes forringet. CTG kan supplere andre undersøgelser som ultralyd og klinisk vurdering.

Fordele ved CTG er kontinuerlig og noninvasiv overvågning, men begrænsningerne inkluderer fortolkningssubjektivitet, artefakter fra bevægelser og høj falsk positivrate, som kan føre til unødvendige indgreb. Risiko ved intern CTG er lav, men inddrager infektion og ubehag. Alternativer og tilvalg kan være intermittens auskultation, fostervandsovervågning eller STAN-analyse i udvalgte situationer.