Antigenspecifikke

Antigenspecifikke responser betegner den del af immunsystemet, der er målrettet en bestemt antigen. Dette står i kontrast til kroppens medfødte, ikke-specifikke immunrespons, som virker bredt uden at kende de enkelte antigener. Antigenspecifikke responser udgøres primært af B- og T-lymfocytter i den adaptive immunitet. B-celler producerer antistoffer, der binder specifikt til deres målantigen og neutraliserer eller markerer fremmede partikler. T-celler har TCR’er, som genkender peptider præsenteret af MHC-molekyler på overfladen af andre celler; CD4+ T-hjælperceller koordinerer immunresponser, mens CD8+ cytotoksiske T-celler dræber inficerede celler.

Dannelsen af antigen-specifikke responser involverer klonal udvælgelse og mangfoldighedsgenerering. Genetisk rekombination af immunoglobulin- og TCR-gener giver et stort repertoire, der kan genkende mange antigener. I B-celler ændres affiniteten gennem somatisk hypermutation og affinitetsmodning i germinalcentre, og isotypeskift justerer antistoffernes funktion. Ved aktivering deler og forynges antigen-specifikke B- og T-celler og danner effektor- og hukommelsesceller.

Antigen-specifik immunitet understøttes af vaccination, der introducerer sikre antigener eller rester af dem for at inducere målrettet hukommelse uden sygdom. I klinikken spiller antigen-specifikke responser en rolle i diagnostik og terapi, f.eks. ved brug af monoclonale antistoffer eller ved allergenimmunterapi. Autoimmune og allergiske tilstande viser, hvordan antigen-specifikke mekanismer kan være skadelige, når de går imod selv eller har allergene egenskaber.

---