Afskrivningsmetode

Afskrivningsmetode betegner den tilgang, som en virksomhed anvender til at fordele anskaffelsesprisen for materielle aktiver over deres forventede brugstid. Formålet er at matche omkostningen ved aktivet med de økonomiske fordele, det genererer, og dermed give et retvisende billede af resultat og aktivers værdi over tid. Valget af metode påvirker resultatopgørelsen, balancen og skattemæssige forhold.

Den mest udbredte metode er lineær afskrivning (straight-line). Her fordeles afskrivningen ligeligt over hele den forventede brugstid, ofte under hensyn til en restværdi. Årlige afskrivninger beregnes som (anskaffelsespris minus restværdi) delt med brugstiden. Metoden giver stabile årlige udgifter og en konstant bogført værdi.

Faldende saldo (declining balance) er en anden almindelig tilgang, hvor afskrivningen beregnes som en fast sats gange den netto bogførte værdi. Denne metode giver højere afskrivning i de tidlige år og lavere senere år. Ofte nævnes dobbelt afskrivning som en variation, hvor satsen er fordoblet i forhold til lineær sats, dog med ceilings for restværdi.

Andre metoder inkluderer enhedsafskrivning (units of production), hvor afskrivningen afhænger af faktisk brug (f.eks. producerede enheder eller timer), og summen af årene-digits-metoden (accelereret afskrivning i starten).

Valg af metode afhænger af aktivitetsart, forventet brug, restværdi og gældende regnskabs- eller skatregler. Ændringer i forudsætninger eller metode kræver ofte forklaring i regnskabet. I Danmark anvendes lineær afskrivning i mange regnskabs- og skattemæssige sammenhænge, men praksis kan variere med aktivkategori og standarder som IFRS eller lokal GAAP.