øjenhuler

Øjenhulerne, eller orbitaerne, er de parrede knoglegrave i kraniet, der huser øjet og dets omkringliggende strukturer. De danner et beskyttet, bevægeligt rum, som tillader øjets bevægelse og giver plads til nerver, kar og fedtvæv.

Grænser og vægge: Den øverste væg består primært af frontalbenet og den mindre vinge af sphenoid; den nederste væg dannes af maxilla, zygomaticum og palatinum. Den mediale væg indeholder lacrimalbenet, lamina papyracea i ethmoidbenet og frontale process af maxilla. Den laterale væg udgøres af zygomaticum og den større vinge af sphenoid. Bagtil ligger orbitaens bagvæg og åbningerne optic canal samt superior og inferior orbital fissures, gennem hvilke nerver og kar passerer.

Indhold og funktion: Øjenhulerne rummer øjet, de seks ekstrinsiske øjenmuskler samt syns- og andre øjennerver (CN II, III, IV, V1 og VI). Derudover findes ophthalmic arterien og dens vener, fedtvæv, periorbita og lacrimalapparatet. Indholdet holdes sammen af en tynd periosteal hinde og omkringliggende fedtvæv, der muliggør glidende bevægelser.

Udvikling og variation: Orbitas skelet dannes i forbindelse med ansigtsskallens vækst. Der er individuelle forskelle i størrelse og form; medfødte tilstande som microphthalmia eller anophthalmia forekommer, og visse sygdomme kan ændre orbitalt volumen og placering af strukturer.

Klinisk betydning og diagnostik: Traumer kan beskadige orbitalvæggen og eksempelvis medføre blowout-fraktur, entrapment af muskler, diplopi og enophthalmos. Infektioner (orbital cellulitis) og tumorer forekommer også og kræver billeddiagnostik, ofte CT eller MRI, for vurdering af omfang og indhold.