øjenbevægelse

Øjenbevægelse betegner de bevægelser, øjnene foretager for at orientere synsfeltet og holde billedet stabilt. Hovedtyperne er sakkader (hurtige bevægelser, der skifter blik mellem objekter), glidende øjenfølgning (smooth pursuit, som følger et bevægende mål) og vergente bevægelser (konvergens og divergens), der tilpasser øjenretningen til objekter på forskellige afstande. Fiksering beskriver perioder uden store bevægelser, mens mikrosakkader forekommer under fiksering og hjælper med at bevare detaljeret syn.

Styring af øjenbevægelse sker gennem et netværk af kranienerver og centrale baner. De primære øjenmuskler styres af nerverne III (n. oculomotorius), IV (n. trochlearis) og VI (n. abducens). Hovedmusklerne inkluderer medialt rektus, lateralt rektus og superior obliquus samt andre muskler. Højere hjernecentre, særligt frontale øjenfelter og superior colliculus, planlægger frivillige bevægelser, mens cerebellum og vestibulær information bidrager til hastighed og stabilitet.

Funktioner omfatter visuel orientering og søgning, læsning og omfattende blikstyring af omgivelser. Gaze-stabilisering under hovedebevægelser sker via vestibulo-okulær refleksen, som flytter øjnene i modsatte retning af hovedets bevægelse for at holde billedet fast.

Anvendelser og patologi: Forstyrrelser i øjenbevægelse inkluderer nystagmus og skelen (strabismus), samt kranienerve-påvirkninger efter slag eller traume. Diagnostik kan omfatte video-oculografi (VOG) eller elektrookulografi (EOG). Behandling tilpasses årsag og kan omfatte synstræning, briller eller kirurgi i mere alvorlige tilfælde.

Udvikling: Koordination af øjenbevægelse udvikles i spæd- og småbarnsalderen og forbedres gennem erfaring og vestibulær tilpasning.