tilpasningsstrategierne

Tilpasningsstrategierne er betegnelsen for de sæt af reaktioner, som organismer, populationer eller samfund anvender for at håndtere ændrede miljøforhold og belastninger. Begrebet benyttes bredt i biologi, økologi og samfundsplanlægning og omfatter både kortsigtede responsmønstre og længerevarende ændringer.

Inden for biologi og økologi inddeles tilpasningsstrategier ofte efter mekanisme: fysiologiske tilpasninger som ændret stofskifte eller termoregulering; adfærdsmæssige tilpasninger som migration, ændrede døgnrytmer eller ændret fødeindtag; og genetiske eller udviklingsmæssige tilpasninger, der opstår gennem evolution, genflow eller udviklingsplasticitet. Phenotypisk plasticitet spiller en central rolle ved at give individer mulighed for hurtige ændringer uden genetiske ændringer.

På økosystem- og artsniveau kan tilpasningsstrategier omfatte ændret sæsonforløb (fænologi), ændrede udnyttelser af ressourcer, ændring i interaktioner (såsom næringskredsløb og symbiose) og udbredelse af levesteder. I landbrug og naturressourceforvaltning anvendes tilpasningsstrategier som afgrødediversitet, udvikling af tørketolerance og andre stress-tolerante sorter, vandstyring og ændrede dyrkningssystemer.

I erhvervslivet og offentlig forvaltning refererer tilpasningsstrategier til tiltag og organisatoriske modeller, der fremmer modstandsdygtighed over for forandringer: fleksible forretningsmodeller, diversificering af produkter og leverandørkæder, investeringsprioriteringer i data og infrastruktur samt planlægning for risici og kriser.

Udfordringer ved tilpasning omfatter samspillet mellem kortsigtede og langsigtede mål, økonomiske omkostninger og usikkerheder ved fremtidige forhold samt risikoen for utilsigtede konsekvenser ved store ændringer. Se også: tilpasning, klimatilpasning, fenologi, fenotypisk plasticitet.