sætningsstrukturen

Sætningsstrukturen refererer til regler og mønstre for, hvordan sætninger bygges og hvordan ord grupperes i syntaktiske enheder som subjekt, verbal og objekter. Den omfatter også placeringen af tids- og stedadverbialer samt andre sætningsled. I praksis varierer mønstrene mellem sprog, men i moderne dansk er den grundlæggende ordstilling i hovedsætninger typisk SVO: subjekt, verbum og direkte objekt. Øvrige sætningsled som tid, sted og måde kan komme foran eller efter verbet, afhængigt af fokus og syntaktiske krav.

Grundlæggende elementer i en dansk sætning er subjekt (den eller det, der gør noget), verbal (handlingen eller tilstanden) og eventuelle objekter eller andre sætningsled som indirekte objekt, adverbialer og adjektivriser. Subjekt og verbal udgør kernen i påstandssætninger, mens objekter og adverbialer giver yderligere information om handlingen.

Sætningstyper og ordstilling: Hovedsætninger følger ofte den almindelige SVO-ordstilling, men inversion kan forekomme i visse spørgsmålstyper eller fokuspændte konstruktionsmåder. Ledsætninger (bisætninger) indføres af underordnende konjunktioner som at, fordi og når, og verbet placeres ofte senere i sætningen end i hovedsætningen. I komplekse sætninger kan sætningsled være indlejrede og kædes sammen til lange syntaktiske enheder.

Variation og typologi: Sætningsstrukturen udviser variation mellem sprog og historiske udviklinger. Nogle sprog har mere fleksibel ordstilling eller bruger inflectioner til at markere grammatiske relationer. Generelt beskriver sætningsstrukturen, hvordan en sætning får mening gennem forholdet mellem dens dele, og hvordan forskellige sætningsled udløser forskellige funktioner i kommunikationen.