stereobillede

Et stereobillede er et billedepar bestående af to billeder af samme scene set fra to let forskellige synsvinkler. Hvert øje får et af billederne, og forskydningen mellem de to synspunkter giver perception af dybde gennem binokulær stereopsis, hvilket gør at scenen opleves som tredimensionel.

Historisk opstod ideen i begyndelsen af 1800-tallet. Charles Wheatstone opfandt stereoskopet i 1838, og Sir David Brewster videreudviklede teknikken. Siden blev fotografi og biografens 3D-teknikker udbredt og banede vejen for moderne digitale stereobilleder.

Fremstillingen af stereobilleder kræver to tilsvarende billeder med en lille vandret forskydning (parallax). Hvis venstre øje ser venstre billed, højre øje ser højre billed, og hjernen fusionerer dem til en enkelt opfattet rumlig scene.

Visningsteknikker: stereoskopi, hvor en enhed placerer billederne til hvert øje; cross-eyed eller parallel viewing som man kan gøre uden udstyr; moderne metoder omfatter anaglyph (rød/cyan), polarisationsbaserede systemer og aktive lukkere. I film og VR bruges ofte side-by-side eller interlaced video til stereoskopisk visning.

Anvendelser spænder fra stillbilled- og filmproduktion til medicinsk billeddannelse, arkæologi og simuleringer. Kvaliteten afhænger af korrekt parallax og afstanden mellem de to billeder (baselinen) samt graden af komfort for øjnene; overdrevet forskydning kan føre til øjenbelastning eller hovedpine. Med digital teknologi genereres stereobilleder i realtid og anvendes i VR, AR og andre virtuelle miljøer.