skannermekanismen

Skannermekanismen er den mekaniske, optiske og elektroniske blok i en skanner eller et billeddannelsessystem, der muliggør optagelse af et todimensionelt område ved at skanne det linje for linje eller punkt for punkt. Den findes i en række enheder som dokumentscannere, billedscannere og nogle industrielle eller medicinske scanningssystemer. Hovedformålet er at omsætte et fysisk motiv til digitale data gennem kontrolleret bevægelse og registrering.

En skannermekanisme består typisk af en bevægelsesenhed (motor og styreenhed), guidemekanismer (lineære guider eller drivrem og tandhjul) og en positionsregistrering (enkoder). Den optiske kæde omfatter en lyskilde, linse og en sensor (f.eks. CCD eller CMOS). I mange designs bruges spejle til at aflede lyset, og i nogle højhastighedssystemer anvendes galvanometerbaserede skannere til præcis retning af strålen. Kontrolsystemet koordinerer bevægelse, sensor og dataindsamling.

Driftsprincip og ydeevne: Skanning kan være lineær eller roterende. Opløsning og farvedybde afhænger af sensorens pixelantal og skanningshastigheden, målt i PPI eller LPI. Nøjagtigheden påvirkes af kalibrering, mekanisk præcision og stabilitet, temperatur og støj. Producenten forsøger ofte at optimere hastighed og billedkvalitet gennem motion control og billedbehandling.

Typer og anvendelser: Flatbed-skannere bevæger enten et optisk hovede under en fast overflade eller et dokument gennem et optisk spor. Drum- eller tromleskannere roterer motivet ved høj præcision. Sheet-fed-skanere fås i kompakte modeller til kontorbrug. Galvanometerbaserede skannere anvendes i laserbaserede eller højhastigheds-skanningsapplikationer, herunder 3D-scanning og industriel måling.

Vedligeholdelse og designovervejelser: Systemet kræver regelmæssig vedligeholdelse af guider, drivremme og linser, samt kalibrering for at bevare konsistent kvalitet. Støj, vibrationer og varmeudvikling kan påvirke ydeevnen og den langsigtede pålidelighed.