ressourcebegrænsning

Ressourcebegrænsning er et begreb der beskriver situationer, hvor tilgængelige ressourcer er begrænsede i forhold til de krav der stilles. Ressourcer kan være tid, penge, arbejdskraft, maskiner, materialer eller information, og begrænsningen kan opstå i enkeltprojekter, i produktion eller i hele forsyningskæder. Når ressourcerne ikke er tilstrækkelige, bliver aktiviteter afhængige af hinanden, og den samlede gennemførelse afhænger af den knapeste ressource.

I praksis påvirker ressourcebegrænsninger planlægning og udførelse, fordi aktiviteter ikke kan gennemføres uafhængigt af hinanden uden at ressourcekonflikter opstår. Dette kan føre til længere leveringstider, højere omkostninger og behov for prioritering mellem opgaver.

I teorien om begrænsninger (Theory of Constraints) identificeres flaskehalsen som den ressource der sætter den maksimale gennemstrømning. Ved at forbedre eller udvide kapaciteten ved flaskehalsen opnås størst effekt på den samlede ydelse, mens øvrige ressourcer bør synkroniseres med flaskehalsen.

For at håndtere ressourcebegrænsninger anvendes forskellige metoder: kortlægning af ressourcer og forbrug, ressourceleveling og smoothing for at jevne belastningen, prioritering og omfordeling af aktiviteter, og i nogle tilfælde udvidelse af kapaciteten gennem outsourcing, investering i automation eller uddannelse af personale. Inden for optimering anvendes modeller der formuleres som lineære programmeringsproblemer med begrænsninger som Ax ≤ b og x ≥ 0; ofte kræves også heltalige løsninger.

Målinger omfatter udnyttelsesgrad, kapacitetsudnyttelse, ventetider og flaskehalse. Eksempler findes i produktion med begrænsede maskintider, softwareudvikling med begrænset udviklerkapacitet og sundhedssektoren med begrænsede sengekapaciteter.