pulsbreddedimning

Pulsbreddedimning, ofte forkortet PWM-dimming, er en teknik til at styre lysstyrken af en belastning ved at tænde og slukke for et konstant amplituden puls med en fast frekvens, mens bredden af tænd-intervallet varierer. Den gennemsnitlige spænding eller strøm, der tilføres belastningen, bestemmes af duty cycle, altså den andel af hvert cyklus, hvor strømmen er tilsluttet.

I LED-applikationer giver PWM en løbende mulighed for at variere lysstyrken uden at ændre den elektriske effekt i realtid. Lysets opfattede lysstyrke er omtrent proportional med duty cycle, selvom visuel respons også påvirkes af temperatur, driftsstrøm og LED-sekvensens ikke-lineære karakter. Frekvensen for PWM i belysningsudstyr ligger typisk i området fra hundrevis af hertz til flere kilohertz; for lav frekvens kan der opstå synligt flimmer, mens høj frekvens reducerer flimmer, men kan kræve mere komplekse drivere og mere EMI-drossel.

Implementering kan ske på to måder: direkte PWM af LED-strømmen, eller PWM-input til en konstantstrømsdriver, der sikrer en stabil strøm i tænd-fasen. PWM-signalet kan genereres af mikrokontrollere, specialiserede PWM-controllere eller belysningsstyringssystemer. Drivere skal være designet til at håndtere den hurtige switching og mulig varmeudvikling.

Fordele ved pulsbreddedimning inkluderer høj effektivitet, præcis og hurtig dæmpning, og god kompatibilitet med digitale styringssystemer. Ulemper kan være risiko for flimmer ved lav frekvens, EMI-problemer og begrænset kompatibilitet med visse mains-baserede dimmere som TRIAC-baserede systemer.

Ordet stammer fra dansk: puls bredde betyder bredden af en pulsfase, og dimning refererer til nedsættelse af lysstyrken.