polynukleotidkæder

Polynukleotidkæder er lange molekylære kæder bestående af gentagne enheder af nukleotider, som er bundet sammen gennem fosfodiesterbindinger. Hvert nukleotid består af et sukker (deoxyribose i DNA eller ribose i RNA), en fosfatgruppe og en af de nitrogenbaser: adenin (A), cytosin (C), guanin (G) og thymine (T) i DNA, eller uracil (U) i RNA.

DNA findes normalt som to polynukleotidkæder, der danner en dobbelt helix og løber antiparallel. Baseparringen mellem kæderne gør det komplementært: A parer med T og C med G. RNA er som regel enkeltstrenget, men kan folde sig og danne sekundære strukturer gennem intra-molekylære baseparinger.

Backbone består af sukkeren og fosfatgrupper, og retningen går fra 5' til 3'. Polynukleotidkæderne af DNA bærer den genetiske information og er funktionelle gennem processer som replikation og transkription, mens RNA-kæder deltager i translationen og i mange regulatoriske funktioner.

Replikation af DNA er semi-konservativ og udføres af DNA-polymerase. Transkription producerer mRNA fra DNA ved RNA-polymerase. Translationen af mRNA i ribosomer danner polypeptider, hvor tRNA og rRNA spiller centrale roller i syntesen og organiseringen af aminosyrer.

Fysiske og kemiske egenskaber påvirkes af temperatur, pH og ionstyrke. DNA denatureres ved høj varme, og de to strenge kan hybridisere igen ved afkøling. GC-indholdet øger den termiske stabilitet. Polynukleotidkæder anvendes bredt i molekylærbiologi til PCR, sekventering, kloning og diagnostik.