Polynukleotidkæderne

Polynukleotidkæderne er lange molekyler, der udgør byggestenene for DNA og RNA. De er opbygget af gentagne enheder kaldet nukleotider. Hvert nukleotid består af tre dele: en phosphatgruppe, en sukkerdel (deoxyribose i DNA og ribose i RNA) og en kvælstofholdig base. Der findes fire forskellige baser i DNA: adenin (A), guanin (G), cytosin (C) og thymin (T). I RNA erstattes thymin med uracil (U).

Disse nukleotider er bundet sammen i en kæde via phosphodiesterbindinger, som forbinder phosphatgruppen på ét nukleotid med sukkerdelen på det næste. Dette skaber en rygrad af skiftevis phosphat og sukker. Kvælstofbaserne stikker ud fra denne rygrad. I DNA danner to polynukleotidkæder en dobbelt helix, hvor baserne i de to kæder parrer sig specifikt: adenin med thymin (A-T) og guanin med cytosin (G-C). Denne komplementære baseparring er essentiel for DNA's evne til at replikere og opbevare genetisk information.

RNA, derimod, består typisk af en enkelt polynukleotidkæde. Denne enkeltkædestruktur giver RNA større fleksibilitet og mulighed for at indtage forskellige tredimensionelle former, hvilket er vigtigt for dets forskellige roller i cellen, såsom messenger-RNA (mRNA), transfer-RNA (tRNA) og ribosomal-RNA (rRNA). Polynukleotidkædernes sekvens af baser koder for den genetiske information, der bestemmer proteiner og andre cellulære funktioner.