planteforplantning

Planteforplantning er processen med at producere nye planter fra eksisterende planter. Den omfatter seksuel forplantning via frø og aseksuel forplantning, hvor planter dannes uden frø og ofte som kloner af moderplanten. Målet er at formidle ønskede egenskaber, sikre stabile planter og udvide udvalget i havekultur og landbrug.

Sexuel forplantning producerer planter gennem frø og giver genetisk variation. Fordelene inkluderer spredning og tilpasning til lokale forhold, mens ulemperne kan være uforudsigelighed i udseende og egenskaber samt længere tid til fuld etablering. For at opnå god spiring kræves korrekt frøvalg, og nogle arter kræver stratificering (kuldebehandling) samt passende temperatur, fugt og lys.

Aseksuel forplantning omfatter stiklinger, lagdeling, deling og udlægning. Stiklinger tages fra moderplanten og sættes i rodmedier eller jord; rodfremmende hormoner kan øge succesraten. Stiklingstyper som softwood, semi-ripe og hardwood kræver forskellige betingelser. Lagdeling indebærer at en gren sættes ned i jorden eller dækkes, så der dannes rodfæstelse, hvorefter den adskilles som en ny plante. Deling af buske eller løg giver genetisk identiske kopier. Udlægning og mikroforplantning i laboratorier bruges i specialiseret produktion og bevaring af sorter.

Faktorer for succes er arten, sæson, temperatur, fugt og lys samt hygiejne i materialer. Rooting-hormoner (auxin) kan fremme rodfæstning særligt for stiklinger. Miljøet bør være varmt, dækket med fugt og have god luftcirkulation for at undgå råd og skimmel.

Anvendelser omfatter havebrug, landskabspleje, kommerciel planteproduktion og skovbrug. Fordelene er hurtig formering og trofasthed hos kloner; risikoen inkluderer sygdomsoverførsel ved aseksuel forplantning og lav genetisk variation ved gentagne kloner i samme population.