nyinstitutionalisme

Nyinstitutionalisme er en samling tilgange inden for statskundskab og sociologi, der hævder, at institutter ikke blot er rammer, men aktive kræfter, der former adfærd og politiske resultater. Den opstod i 1980’erne som reaktion på mere juridiske tilgange og fokuserer på, hvordan institutioner skaber stabilitet gennem regler, praksisser og kulturelle forventninger. En central pointe er path dependence: små forskelle tidligt i en proces kan føre til vedvarende udfald.

Rationel valg institutionalismen ser institutioner som restriktioner og incitamenter, der strukturerer strategisk adfærd og beslutninger, mens historisk institutionalismen lægger vægt på tidslige processer, kritiske øjeblikke og langvarige ændringer. Sociologisk institutionalismen fokuserer på normer, værdier og identiteter, og hvordan disse gør organisationer legitime og fremmer isomorfisme gennem pres og sociale modeller. Diskursiv institutionalismen undersøger, hvordan ideer og diskurser former politik og institutter.

Metodisk er nyinstitutionalisme præget af komparative studier og casestudier af institutionelle logikker og forandringer, ofte med begreber som legitimitet, path dependence og kritiske junctures. Kritikere påpeger, at retorik kan bagatellisere aktørers handlemuligheder, og at der nogle gange mangler klare mekanismer for forandringer. Nyinstitutionalisme er særligt nyttig til at forstå offentlig forvaltning, politisk beslutningstagning og organisering af magt og ressourcer samt hvordan politik spreder sig og ændrer sig over tid.