konkurrencebegrænsninger

Konkurrencebegrænsninger er aftaler, praksisser eller beslutninger mellem virksomheder, der har til formål eller virkning at begrænse konkurrencen på et marked. De kan påvirke priser, produktion, markedsadgang og udvælgelsen af leverandører eller kunder og kan skade forbrugere og markedets effektivitet. Begrebet dækker både formelle aftaler og mere uformelle fælles beslutninger.

De vigtigste varianter er horisontale aftaler mellem konkurrenter (for eksempel karteller, prisfastsættelse, markedsdeling) og vertikale aftaler mellem virksomheder i forskellige led af forsyningskæden (producer-distributor, forhandler). Anbringelser som udbudsbetingelser, eksklusivitetsaftaler eller krav til kunder kan også udgøre konkurrencebegrænsninger. Nogle begrænsninger anses som hårde eller “per se” ulovlige, mens andre vurderes efter en regelbaseret tilgang eller gennem blokeringer, hvor visse kategorier af aftaler får undtagelser, hvis betingelserne er opfyldt.

I EU og i Danmark reguleres konkurrencebegrænsninger af konkurrencelovgivning. Ifølge EU-traktaten art. 101 udgør sådanne aftaler og praksisser forbudte, med visse undtagelser og vurderingskriterier. Nationalt kan danske virksomheder også være underlagt Konkurrenceloven, og overtrædelser kan medføre bøder, retlige pålæg og krav om at ændre eller ophøre aftalen. Private parter kan endvidere samle krav om erstatning for tab som følge af overtrædelser.

Konkurrencebegrænsninger vurderes ud fra effekten på forbruger velfærd, markedseffektivitet og innovation. Nogle samarbejder kan være tilladte, hvis de ikke undergraver konkurrencen unødigt og opfylder de relevante betingelser, herunder behovet for gennemsigtighed og proportionalitet.