knogleomdannelsen

Knogleomdannelsen er den løbende udskiftning af knoglevæv og er essentiel for knoglestyrke og mineralhomeostase. Processen består i, at beskadiget eller ældre knogle nedbrydes af osteoklaster, hvorefter osteoblaster danner nyt knoglemateriale, mens osteocytter opfanger mekanisk belastning og hjælper med at tilpasse knoglestrukturen.

Processen foregår i små enheder kaldet basale multicellulære enheder (BMU’er). Osteoklaster nedbryder en begrænset knogleoverflade (resorptionslacuner), hvorefter osteoblaster danner osteoid, som mineraliseres til nyt knoglevæv. Osteocytter i den modne knogle fungerer som sensorer og kommunikerer signaler via veje som RANKL/OPG til at regulere forholdet mellem resorption og dannelse.

Reguleringen af knogleomdannelsen påvirkes af hormoner, næring og mekanisk belastning. Parathyreoideahormon øger resorption ved lavt calcium; calcitonin hæmmer osteoklastaktivitet; vitamin D fremmer knoglemineralisering og calciumoptagelse. Østrogen og andre kønshormoner bidrager til at bevare knoglemasse; med alderen kan remodelleringen blive mindre effektiv, hvilket kan svække knoglerne.

Klinisk spiller forstyrrelser i omdannelsen en central rolle i tilstande som osteoporose (øget resorption og fald i knoglemassen), Pagets sygdom og rakitis. Diagnostik omfatter DEXA-scanning for måling af knoglemineraltæthed samt blod- og urinmarkører for knogleomdannelse (f.eks. P1NP og CTX). Behandling omfatter antiresorptiva og anabole midler, der ændrer balancen mellem nedbrydning og nydannelse af knogle.