kationbytningsevne

Kationbytningsevne er jordens evne til at udveksle kationer mellem jordens faste overfladepartikler (primært lermineraler og organisk materiale) og den vandige opløsning. Den måles som det samlede antal udskiftelige kationer pr. kilogram jord og udtrykkes typisk i cmol(+)/kg. En høj kationbytningsevne betyder større næringsbuffer og bedre evne til at holde på tilgængelige næringsstoffer samt at modstå ændringer i jordens pH.

Kationbytningen sker på de negative overfladebaser af ler og humus, hvor kationer som Ca2+, Mg2+, K+, Na+ samt mindre mængder Al3+ og H+ kan adsorberes og udskiftes. Når forholdene ændres i opløsningen, fx ved gødning eller nedbør, kan kationerne udveksles med hinanden. CEC afhænger af jordens mineralogi og organiske indhold og giver en fornemmelse af, hvor meget næringsstof jorden kan holde og hvordan den buffer mod pH-ændringer.

Faktorer der påvirker CEC er især typen af lermineraler og jordens organiske stofindhold. Smektit, vermiculit og illit har forskellig evne til at binde kationer; organisk materiale bidrager også til CEC og giver ofte en betydelig pH-afhængig ladning. Generelt øges CEC’en med højere pH i sure jordtyper, mens stærkt forvitrede tropiske jorder har lavere CEC.

Måling af CEC udføres normalt ved at mætte jorden med en neutral saltopløsning (ofte ammoniumacetat) og derefter erstatte adsorberede kationer med ammonium. Mængden af udskiftede kationer måles og udtrykkes som cmol(+)/kg. Der kan også angives base-saturation (BS), andelen af CEC, der udgøres af Ca, Mg, K og Na.

Betydning: CEC er central i jordvidenskab og landbrug; den påvirker næringsstofretention, tilgængelighed af næringsstoffer, jordens buffering mod surhed og effektiviteten af gødning. Jordforvaltning kan øge CEC gennem tilsætning af organisk materiale eller ved jordforbedrende praksisser.