jordoverflade

Jordoverflade betegner den yderste del af jordskorpen, hvor jord og atmosfære mødes. I jordvidenskaben refererer begrebet ofte til den øverste jordhorizon, typisk A-horisonten i en jordprofil, men det kan også bruges mere generelt om de øverste få centimeter af jorden, der påvirkes mest af vejr, planters rødder og organismer.

Sammensætning og struktur i jordoverfladen består af mineralpartikler, organisk materiale (humus), vand og luft. Dens samlede sammensætning varierer med klima, vegetation, jordtype og jordens dannelsesforløb. Den øverste jordlag rummer ofte levende organismer og rødder, hvilket giver en porøs struktur, der påvirker vandinfiltration, luftudveksling og næringsstofkreds.

Funktionerne af jordoverfladen er centrale for plantevækst og økosystemprocesser. Den lagrer og leder vand, giver næring til rødderne og stabiliserer planters vækst. Den påvirker jordens evne til at holde på vand, beskytter mod erosion og udgør habitat for en stor del af jordens mikro- og mesofauna. Overfladens tilstand, herunder jordbundens heterogenitet og krustdannelse, kan påvirke afstrømning og jordens varme- og kulderespons.

Udviklingen af jordoverfladen styres af jorddannelsesfaktorerne: klima, biota, relief, oprindeligt materiale og tid. Langvarig påvirkning af klima og vegetation former overfladens struktur og indhold af organisk materiale samt humus.

Menneskelig indflydelse ændrer jordoverfladen gennem landbrug, beplantning, dækkende afgrøder, tilsåning og jordforvaltning. Tildækning, harvning, komprimering og erosion kan ændre hældning, infiltration og erosionstærskel, mens skov- og dækmulcher kan forbedre stabilitet og vandhåndtering.