intaglioteknikker

Intaglioteknikker er en gruppe af grafiske trykmetoder, hvor billedet fremstilles ved at lave riller eller ridser i en metalplade. Blækket trænger ned i rillerne, og papir trykkes mod pladen under højt tryk, så motivet overføres som en trykt linje eller tone. Teknikken adskiller sig fra relief- og litografi ved, at billedet ikke bygges op på forhøjede områder, men ligger i fordypningerne på pladen.

De væsentligste teknikker omfatter gravering, etsning, drypoint, aquatint og mezzotint. Gravering indebærer, at en burin skærer snit i pladen. Etsning gør brug af en voks- eller sandbaseret grund, som fjernes eller beskadiges, hvorefter pladen angribes af syre for at danne riller. Drypoint placerer en nål eller spids direkte på pladen og skaber en ridset, ofte bølget linjeføring med en karakteristisk burr. Aquatint opnås ved at påføre resinpartikler, som varmes fast og giver tonale områder, ofte kombineret med linjer. Mezzotint er en tonal teknik, hvor pladen startes med en grov afslibning for at få stærke sorte områder og senere bearbejdes for at skabe glidende overgange til mellemtoner og gråtoner.

Processen foregår ved, at pladen inkes og aftørres, så blækket kun sidder i rillerne. Papiret trykkes mod pladen i en intaglio-presse, og motivet overføres til papiret. Flere tryk kan produceres som en edition, hvilket gør intaglioteknikker velegnede til kunstneriske serier.

Historie og anvendelse: Intaglioteknikker går tilbage til renæssancen og blev særligt udbredte i Italien og Nordeuropa i 1500- og 1600-tallet. Kunstnere som Rembrandt, Goya og Toulouse-Lautrec videreudviklede teknikkerne og udnyttede deres potentiale for detaljer og tonalitet. I dag bruges intaglioteknikker primært i kunstneriske udtryk og billedtryk samt som eksperimenterende tilgang i trykkunsten.