infektionstilfælde

Infektionstilfælde er en betegnelse, der bruges i folkesundheds- og epidemiologisk arbejde om en person, der anses for at være ramt af en infektionssygdom. Begrebet anvendes som en enhed i overvågningssystemer og udredninger og kan referere til forskellige sygdomme alt efter kontekst. Et infektionstilfælde defineres typisk ud fra kliniske tegn og, i varierende grad, laboratorie- eller epidemiologiske kriterier fastsat af sundhedsmyndighederne for den enkelte sygdom.

Klassifikation af infektionstilfælde varierer efter sygdom. En bekræftet infektionstilfælde kræver som regel laboratoriebevis eller tydelige epidemiologiske data. Et sandsynligt tilfælde baseres ofte på kliniske symptomer og kontakthistorik uden endelig laboratoriefund. Et mistænkt tilfælde er under observation og udredes af myndighederne.

Overvågning og rapportering: Infektionstilfælde indrapporteres til offentlige sundhedsmyndigheder og indgår i nationale eller regionale overvågningssystemer. Data bruges til at måle incidence, spore tendenser og opdage udbrud. Typiske oplysninger omfatter tidspunkt for sygdomsdebut, geografisk placering, alder og køn, samt laboratorieresultater og kendskab til muligt smittekilde.

Udbrud og enkelte tilfælde: Et enkelt infektionstilfælde udgør ikke nødvendigvis et udbrud, men flere tilfælde, der optræder samtidig eller i en kort periode med en fælles kilde, udgør et udbrud. Begrebet smittehastighed og rækkevidde anvendes til at beskrive spredningen.

Begrænsninger: Under- eller overrapportering, varierende adgang til test og asymptomatiske infektioner kan påvirke registrering og fortolkning af infektionstilfælde.