hældningsvinklen

Hældningsvinklen, også kaldet vinkel for hældning, er den vinkel, som en flade, skråning eller overflade danner med vandret plan. Den bruges inden for geologi, geodesi, bygnings- og anlægsengineering samt landskabsplanlægning til at beskrive stigningen af terræn og forholdet mellem vandret afstand og højdeforskelle.

Matematisk beskrives hældningsvinklen θ ved tan θ = stigning / vandret afstand (højdeændring delt med vandret strækning). Grad- eller vinklenheden kan være grader eller radianer. Stigningsgraden i procent er 100 * tan θ, ofte omtalt som grade eller stigning i byggeriet. Fx et skråplan med stigning på 0,25 svarer til ca. 14°.

Måling af hældningsvinklen kan ske ved hjælp af et klinometer eller et inclinometer, og mere avanceret med totalstation, GNSS/IMU-systemer samt højtopløselig LIDAR og fotogrammetri fra drone eller satellit. I geologi og geoteknik måles vinklen i forhold til bedding- eller skråningsplaner på udskridningsflader. For en kurvet overflade bruges lokale målvinkler ved forskellige punkter eller gennemsnitsberegning.

Anvendelser omfatter vurdering af vejs, jernbaners og dækers stigning, beregning af dræningsmønstre, jordskredrisiko og stabilitet af skråninger. Vækstpunktet er forskelligt fra andre begreber som vinkel for hvile (angle of repose), der beskriver grænsen for stabilt hældning af løsmasser. Se også gradient, stigning og vinkel mellem plan og vandret.