hjertemuskelfibre

Hjertemuskelfiber, eller hjertemuskelfibre, er den enkelte celle i hjertemuskulaturen (myocardiet). Disse tværstribede, forgrenede muskelceller danner hjertets kontraktile væv og arbejder i et funktionelt syncytium, hvilket sikrer koordineret sammentrækning og effektiv pumpefunktion.

De er længere og mere forgrenede end skeletmuskelfibre og har typisk én central kerne (ofte binukleær). Hjertemuskelfibrene indeholder sarcomerer og giver tydelige tværstriber. Intercalated discs forbinder nabofibre og består af desmosomer og gap junctions, der både giver mekanisk kobling og hurtig elektrisk ledning mellem cellerne.

Elektriske impulser, som styrer hjertet, afsættes af ledningssystemet (sinusknuden, AV-knuden og purkinjefibre) og spredes gennem gap junctions i intercalated discs, hvilket muliggør en synkron kontraktion. Kontraktionen udløses, når Ca2+ strømmer ind gennem L-type calciumkanaler og udløser Ca2+-frigørelse fra sarkoplasmisk retikulum via Ca2+-indukeret Ca2+-frigørelse. Tværbrodannelse mellem aktin og myosin producerer kraft, og ATP driver afslapningen og sammentrækningen.

Den høje tæthed af mitokondrier og rige kapillærnet gør hjertemuskelfiberen særligt afhængig af aerob energi og modstandsdygtig over for træthed, men følsom over for iskæmi. Hjertet kræver konstant blodforsyning for at opretholde kontraktion og calciumhåndtering.

Ændringer i hjertemuskelfibre ved sygdomme som hypertrofi, iskæmi og infarkt kan nedsætte kontraktionskraft og forstyrre ledningen, hvilket bidrager til hjertesygdomme og arytmier. Som del af myocardiet udgør hjertemuskelfiberen en central komponent i hjertets pumpefunktion.