granulomdannelse

Granulomdannelse er en kronisk inflammatorisk proces, der opbygger granulomer — små vævsstrukturer bestående af epiteloide makrofager, ofte sammen dannede kæmpeceller, omgivet af lymfocytter og til tider fibroblastiske bindevæv. Granulomer dannes som svar på irritationsmidler, som kroppen har vanskeligt ved at nedbryde, herunder visse mikroorganismer, fremmedlegemer og andre ikke-infektiøse stimuli.

Årsagerne er varierte: infektiøse som Mycobacterium tuberculosis og andre mykobakterier, svampe som Histoplasma eller Coccidioides; ikke-infektiøse som sarcoidose, hypersensitivitetspneumoni, berylliose og visse autoinflammatoriske sygdomme; og fremmedlegememarkreaktioner som talk eller suturematerialer. Der findes også granulomatøse udløsere i lever, hud og andre organer.

Patogenesen involverer aktivering af Th1-celler og cytokiner som IFN-γ og TNF-α, der aktiverer makrofager til epiteloide celler. Ved infektiøse årsager kan central nekrose (caseøs nekrose) forekomme, mens ikke-caseøse granulomer ses ved sarcoidose og visse andre tilstande. Histologisk dominerer epiteloide makrofager og Langhans-typen kæmpeceller, ofte omgivet af lymfocytter; fibroblaster og en fibrotisk kapsel kan udvikle sig.

Klinsik forløb og diagnose kræver kombination af billeddannelse, histologi og mikrobiologi. Behandling rettet mod årsagen; infektiøse granulomer kræver specifik antimikrobiel behandling (afhænger af patogenet), mens inflammatoriske tilstande ofte behandles med kortikosteroider og immunsuppressiva. Prognosen varierer afhængigt af årsag og omfang.