fortrængning

Fortrængning er en psykologisk forsvarsmekanisme, hvor ubehagelige tanker, følelser eller minder holdes uden for bevidstheden. Begrebet spiller en central rolle i psykoanalytisk teori og blev oprindeligt beskrevet af Sigmund Freud som en ubevidst proces, der beskytter individet ved at flytte smertefulde oplevelser ned i det ubevidste. I moderne sprogbrug omtales fortrængning ofte som en mekanisme, der påvirker adfærd uden at personen er klar over årsagen.

Mekanismen indebærer, at egoet dæmper eller skjuler ubehageligt materiale, så det ikke når bevidstheden. Fortrængte minder og følelser kan fortsat påvirke følelser, impulser og relationer, selv om de ikke er tilgængelige i bevidstheden. Fortrængning adskiller sig fra suppression, som er en bevidst og frivillig handling med at negligere bestemte tanker eller minder. I praksis kan fortrængning være vanskelig at skelne fra andre ubevidste processer, og dens eksakte rolle varierer mellem teoretiske retninger.

Eksempler inkluderer traumeoplevelser, som ikke er erindret eksplicit, men som kan påvirke humør og relationer; eller en person, der udvikler pludselige angstreaktioner uden klar bevidst grund. Kritikere påpeger, at det kan være svært at bevise eksistensen af konkrete fortrængte minder, og at nogle påstande om genoplevede minder kan være påvirket af suggestion eller hukommelsesfejl. Moderne forskning betragter fortrængning som en af flere mekanismer, der bidrager til ubevidste processer og symptomer, snarere end som en entydig universel forklaring.

Terapi, særligt psykodynamisk orienteret, kan søge at identificere og bearbejde fortrængte materialer gennem metoder som fri association, drømmeanalyse og fortolkning, altid med fokus på etiske rammer og patientens sikkerhed. Det understreges, at arbejdet med ubevidste materialer kræver omhyggelighed og skepsis med hensyn til minder, der genopleves under terapi.