epikardiet

Epikardiet, eller epicardium, er det yderste lag af hjertets væg og udgør den viscerale del af det serøse pericardium. Det dækker hjertemuskulaturen og er kontinuerligt med parietalserøse pericardium omkring hjertet. I perikardialhulen findes en lille mængde serøs væske, som giver glidning mellem epikardiet og parietalpericardium under hjertets bevægelser.

Struktur og sammensætning: Epikardiet består af en enkelt cellelag af mesothelceller og underliggende bindevæv. Det kan indeholde epikardialt fedtvæv, som ofte er mere udtalt hos voksne og spiller en rolle i termisk isolering og mekanisk beskyttelse af koronararterierne, der løber i laget før de trænger ind i myokardiet.

Relationer og funktion: Epikardiet er den viscerale overflade af hjertet og danner sammen med fibøse pericardium serøse pericardium. Det giver en glidende, jævn overflade, der letter hjertets bevægelser. Blodforsyning til epikardiet sker primært gennem koronaarteriernes overflade, og nerver følger med i form af det autonome nervesystem.

Epikardialt fedtvæv og klinisk betydning: Epikardialt fedtvæv varierer i tykkelse og mængde og er forbundet med fedme og metabolisk syndrom. Det deltager i immunologisk kommunikation og lokal inflammation, som kan påvirke kardiovaskulær risiko. Tilstanden af epikardiet kan være relevant i diagnostik af perikardiale sygdomme og ved billeddiagnostik.

Sammenfatning: Epikardiet er hjertets ydre, viscerale serøse lag, der giver en glidende overflade, beskytter hjertemusklen og omgiver koronararterierne. Dets sammensætning og fedtvæv har mekaniske og metaboliske betydninger og kan være involveret i hjerte-sygdomme.