dosisgrænser

Dosisgrænser er regulatoriske grænser for, hvor meget en person må udsættes for bestemte stoffer eller for stråling i en given periode. De fastsætter den maksimale dosis eller den maksimale koncentration, som en person kan påvirkes af, for at beskytte helbredet. Dosisgrænser gælder typisk for arbejdere og i mange tilfælde for offentligheden eller forbrugere.

For kemiske stoffer er dosegrænser ofte omtalt som erhvervsmæssige eksponeringstærskler (OEL'er). De angives typisk som koncentration i luft (mg/m3 eller ppm) og defineres som tidsvejede gennemsnit (TWA) eller kortvarige eksponeringstærskler (STEL). Grænserne er stofspecifikke og afhænger af eksponeringsvej og varighed. Overholdelse opnås gennem forbedret ventilation, substitutionsmuligheder, procesændringer, personlige værnemidler samt overvågning og registrering af eksponering.

For ioniserende stråling angives dosegrænser som effektiv dosis (sievert, Sv, ofte millisievert, mSv). Den gældende opdeling omfatter erhvervseksponering og offentlig eksponering. En typisk grænse for arbejdere ligger omkring 20 mSv pr. kalenderår, gennemsnitligt over fem år, med højst 50 mSv i ét år. Offentlig eksponering begrænses typisk til omkring 1 mSv pr. år. Der findes også organspecifikke grænser, for eksempel for øjets linse og huden.

Styring og internationalt fundament: Dosisgrænser fastsættes af nationale myndigheder i overensstemmelse med internationale retningslinjer fra organisationer som ICRP og, ved stråling, IAEA og WHO. Grænserne revideres løbende og implementeres gennem regler, licenser, overvågning og uddannelse i beskyttelsesforanstaltninger for at minimere eksponeringen.