demoduleringsfunktioner

Demoduleringsfunktioner er funktioner eller blokke i en modtagekæde, der genskaber det oprindelige informationssignal fra en moduleret bærer. De kan være analoge eller digitale og indgår ofte sammen med filtrering, forstærkning og synkronisering for at sikre korrekt rekonstruktion af signalet.

Analoge demodulationsmetoder bruges til klassiske bæremodulationer. Ved amplitude modulation (AM) udnyttes en envelope-detekter, typisk en diode og et filter, til at følge amplitudevariationerne og rekonstruere m(t). Ved frequency modulation (FM) og phase modulation (PM) anvendes frekvens- eller fase-differentiatorer og ofte en phase-locked loop (PLL) til kontinuerlig demodulation af den frekvens- eller fase-varierede bærer.

Digitale demoduleringsfunktioner håndterer modulationsskemaer som BPSK, QPSK og QAM. Koherent demodulation multipliserer modtaget IQ-signal med en lokal bærer og udfører integration og sampling for at afgøre symbolerne, ofte i kombination med et matched filter. Ikke-koherent demodulation eller differential demodulation anvendes når fase-synchronisering er begrænset. IQ-demodulation og beslutningszoner bestemmer symbolresultaterne. Mange digitale demodulatorer inkluderer også fejltolerance og kanaludjævning.

Synchronous og non-synchronous demodulation refererer til, om modtageren har fuld synkronisering til bærer og symboler. Carrier recovery og timing recovery er centrale block i demoduleringskæden, ofte implementeret med Costas-loops eller andre fase-/tids-synkroniseringsalgoritmer. Effektiviteten måles typisk i bitfejlrate eller symbolfejlrate under givne støjforhold.

Anvendelser omfatter trådløse og kablede kommunikationssystemer, satellitlinks, radiobaserede netværk og dataforbindelser, hvor pålidelig rekonstruktion af det oprindelige signal er afgørende.