alkoholbegränsning

Alkoholbegrænsning refererer til politiske og organisatoriske foranstaltninger, der har til formål at reducere befolkningens alkoholforbrug og de dermed forbundne sundheds- og sociale skader. Begrebet dækker lovgivningsmæssige regler, prisfastsættelse, tilsyn samt bedrifts- og kampagnebaserede tiltag, og anvendes på nationale, regionale og lokale niveauer samt i arbejds- eller uddannelseskontekster.

Typiske virkemidler omfatter aldersgrænser for køb af alkohol, bevillingssystemer og regler for salgstider, afgifter og prisreguleringer samt minimumspriser. Restriktioner af reklame og sponsorering, etiketteringskrav og advarselsmærkninger er også almindelige elementer. Yderligere kan regler om udskænkning på offentlige steder, begrænsninger i salgssteder og tilgængelighed i udsatte områder bidrage til at nedsætte alkoholforbruget og distributionen.

Forskningen viser generelt, at prisstignelser og begrænsning af tilgængeligheden ofte reducerer forbruget og forebygger alkoholrelaterede skader, særligt blandt unge. Effekterne varierer dog med konteksten, og kombinationen af flere foranstaltninger giver ofte de mest markante resultater.

Implementering af alkoholbegrænsninger møder også modstand fra forskellige interesser, herunder producenter og detailhandel, og udfordringer som grænsehandel og sortmarked kan opstå. Effektmåling kræver systematisk overvågning af både forbrug og skader.

I Danmark og mange andre europæiske lande kombineres nationale tiltag med anbefalinger fra internationale organisationer som WHO, der fremmer en helhedsorienteret alkoholpolitik som del af folkesundhedsstrategier. Se også alkoholpolitik, folkesundhed og vejtrafik.