Vækstskiverne

Vækstskiverne er områder af udviklende brusk væv nær enderne af lange knogler hos børn og unge. De muliggør længdegående knoglevækst gennem en proces kaldet endochondral ossifikation, og de forsvinder, når knoglevæksten ophører i ungdomsårene.

Struktur og funktion: En vækstskive består af flere zoner med forskellig celleaktivitet: reserverende (forberedende), proliferativ, hypertrofisk og calcificerende. I den proliferative zone deler bruskcellerne sig og danner kolonner; efterfølgende døer de og erstattes af knogle fra metafysen af osteoblaster, hvilket udvider knoglen i længden. Denne kontinuerlige kolonneudbygning giver knoglen mulighed for vækst.

Lokation: Vækstskiverne findes ved enderne af de lange knogler, som f.eks. femur, tibia og humerus, og ligger mellem epifyse og metafyse. De er mest tydelige hos børn og unge og bliver mindre, efterhånden som knoglengden øges.

Udvikling og lukning: Med puberteten ændres balancen mellem brusk- og knoglevæv. Vækstskiverne aflejrer mindre brusk og bliver gradvist mindre. Til sidst fusionerer de og forsegles helt, hvorefter længdevæksten stopper.

Kliniisk betydning: Skader på vækstskiven, som Salter-Harris-frakturer, kan forstyrre knoglevæksten og føre til vækstdefekter eller skævheder. Diagnostik består typisk af røntgen og i visse tilfælde MR, og behandlingen afhænger af alderen, frakturstypen og skadens omfang.