Vandfaldsmodellers

Vandfaldsmodellerne, ofte omtalt som vandfaldsmodellen i softwareudvikling, betegner en familie af tilgange, hvor udviklingen følger en lineær, sekventiel proces. Kravene fastlægges tidligt, og arbejdet bevæger sig gennem tydeligt adskilte faser, uden væsentlig tilbagekobling mellem faserne. Målet er forudsigelighed, dokumentation og kontrolleret fremdrift.

Historisk opstod ideen i 1970’erne og blev bredt anvendt i forsvars-, rumfarts- og offentlige projekter. Winston W. Royce beskrev en sekventiel model og påpegede behovet for feedback, men betegnelsen vandfaldsmodellen blev ofte hæftet ved denne tilgang. Modellen er særligt udbredt i brancher med strenge regulatoriske krav og behov for dokumentation.

Typiske faser inkluderer kravspecificering, systemdesign, implementering, integration, test og validering, udrulling og vedligeholdelse. Hvert trin afsluttes ofte med en formel godkendelse, før man går videre. En variation er V-modellen, hvor hver udviklingsfase understøttes af en tilsvarende test- eller verifikationsfase, hvilket fremmer validering og kvalitetssikring.

Fordele ved vandfaldsmodellerne omfatter klar struktur, stærk dokumentation og høj forudsigelighed, hvilket gør dem passende til projekter med veldefinerede og stabile krav. Ulemperne er manglende fleksibilitet og risiko for omkostningsfulde ændringer, hvis krav ændres sent i forløbet. Anvendelsen er især udbredt i regulerede industrier og projekter med høj kritikalitet.

Se også: vandfaldsmodel, V-modellen, softwareudviklingslivscyklus, Waterfall.