vandfaldsmodellen

Vandfaldsmodellen er en af de tidlige softwareudviklingsmodeller, der lægger vægt på en lineær og sekventiel arbejdsproces. Modellen beskriver udviklingen som en række adskilte faser, der gennemføres i fastlægte rækkefølger uden væsentlig tilbagevenden til tidligere faser. Den benævnes ofte som en klassisk fremgangsmåde og er i højere grad forbundet med traditionelle projektstyringsprincipper end med moderne agile metoder.

De grundlæggende faser i vandfaldsmodellen er kravspecifikation, design, implementering, verifikation og vedligeholdelse. I kravfasen fastlægges funktionelle og ikke-funktionelle krav; i designfasen udformes arkitektur og detaljeret design; i implementeringsfasen omsættes design til kode; i verifikationen testes og valideres systemet mod kravene; og i vedligeholdelsesfasen håndteres fejl og ændringer, efter systemet er taget i brug. Hvert trin har typiske leverancer og en godkendelse, før man går videre.

Fordele ved modellen inkluderer klare milepæle, forudsigelig tidsplan og dokumentation, hvilket kan være attraktivt i projekter med veldefinerede krav og stærke regulatoriske krav. Ulemperne er dens manglende fleksibilitet til ændringer, risiko for forsinket fejlidentifikation og dyre ændringer, hvis kravene ændrer sig undervejs. Derfor anvendes vandfaldsmodellen i dag ofte i begrænsede eller særligt regulerede sammenhænge og som referencemodellen i kombination med mere iterative tilgange, der bedre kan håndtere ændringer.