Vandbindingsevne

Vandbindingsevne er evnen hos et materiale til at binde og holde vand under givne forhold. Det måles ofte som mængden af vand per enhed tørstof (g vand per g tørstof) eller som en procentdel af materialets vægt. Vandbindingsevnen afhænger af molekylær struktur og betingelser som temperatur, pH og tilstedeværende ioner og kan være afgørende for tekstur, stabilitet og holdbarhed i mange systemer.

Måling og metoder varierer mellem fagområder. For fødevarer og biopolymerer anvendes ofte gravimetriske metoder, hvor prøven tørres, udsættes for vand og vægtændringen registreres. Centrifugering kan bruges til at få vand ud af et materiale uden fuldstændig tørring. I jord og plantebaserede medier anvendes udtrykket vandretention ved forskellige matricer og spændinger, fx feltkapacitet og tærskelpunkt for wilting. Resultater rapporteres som procentdel af tør jord eller tør materiale og kan være afhængige af den anvendte protokol og betingelser.

Faktorer der påvirker vandbindingsevnen inkluderer kemi og struktur af materialet (proteiner, fibre, stivelse), porøsitet og partikelstørrelse, temperatur, pH og ionstyrke samt tilstedeværelse af fedt eller sukkerarter. Hydrofobe og hydrofile grupper bidrager forskelligt til bindingen, og temperaturændringer kan ændre vandmolekylernes mobilitet og netværkets størrelse. I fødevarer påvirker vandbindingsevnen saftighed, tekstur og strukturstabilitet; i jord bestemmer den plantetilgængeligt vand og tørke tolerance.

Anvendelserne spænder fra fødevareteknologi og farmaceutiske produkter til jordbunds- og plantevidenskab, hvor vandbindingsevnen informerer om kvalitet, holdbarhed og dyrkningsforhold.