Udviklingsteorier

Udviklingsteorier er teorier og rammeværk, der søger at forklare og styre ændringer i samfunds økonomiske og sociale udvikling. De undersøger, hvorfor nogle lande vokser og forbedrer levestandarden, og hvordan politik og globale forhold påvirker denne proces.

Moderniseringsteorien, som vandt frem i midten af det 20. århundrede, hævder, at udvikling følger en universel, trinvis proces fra traditionelle til moderne samfund. Centrale idéer er teknologisk modernisering, kapitalakkumulation og etablering af markedsbaserede institutioner. Kritikere peger på ethnocentrisme, ulighed og kolonial arv samt at udvikling ikke følger en ensartet sti.

Afhængighedsteorien og den senere verdenssystemteori fokuserer derimod på strukturelle forhold mellem rige og fattige lande. Ifølge Frank og senere Wallerstein betyder udvikling af den globale økonomi en ujævn udveksling, hvor perifere og semi-perifere områder underordnes centra. Dette har været forbundet med politiske og økonomiske strategier som importsubstitution og begrænsninger i international handel.

Humane udviklingsteorier, især Amartya Sen og Mahbub ul Haq, fokuserer på kapabiliteter og menneskelig udvikling snarere end kun BNP. HDI og andre indikatorer måler uddannelse, sundhed og levestandard.

Bæredygtig udvikling, som formuleret af Brundtland-kommissionen i 1987, integrerer økonomisk vækst med miljøbeskyttelse og social retfærdighed. Samtidige tilgange har fokuseret på governance, institutioners kvalitet og demokratiske processer som vigtige forandringer.

Nutidige retninger inkluderer kritiske og post-development perspektiver, der udfordrer ensidige forestillinger om udvikling og lægger vægt på kontekst, kultur og magt. Politikker orienterer sig mod inklusiv vækst, reduktion af ulighed, bæredygtighed og teknologisk innovation.