Sætningsteori

Sætningsteori er en gren af sprogvidenskaben, der undersøger, hvordan sætninger bygges op i naturlige sprog. Den beskæftiger sig med, hvordan ord og led kombineres til fraser og sætninger, og hvordan syntaktiske regler giver forskellige muligheder for betydning og kommunikation. Sætningsteori undersøger også ordstillingens rolle, konstruktioner som negation og spørgsmål, og hvordan sprog varierer mellem forskellige sprog og dialekter.

Et centralt mål er at beskrive sætningernes indre struktur og forholdet mellem hovedord og deres afhængige dele. Mange tilgange anvender træstrukturer til at vise opbygningen af sætningen i en hierarkisk orden, ofte inddelt i en NP (substantivfrase), en VP (verbumfrase) og en CP (komplementiseringsfrase), hvor funktioner som subjekt og objekt knyttes til bestemte positioner. Forskellige teorier håndterer principper for dybde- og overfladestruktur, bevægelser og transformationer samt hvordan betydning er forbundet med form.

Vigtige teoretiske rammer inkluderer phrase-structure grammatik og generativ syntaks (GB/Minimalisme), samt alternative rammer som Head-driven Phrase Structure Grammar (HPSG), Lexical-Functional Grammar (LFG) og afhængighedsgrammatik. Disse tilgange søger at forklare regler for ordstilling, sætningsdannelse og relationer mellem dele af sætningen, og de varierer i detaljer om hvordan syntaktiske relationer repræsenteres og hvordan universelle træk antages.

Metode og anvendelse: sætningsteori bygger på data fra korpora, acceptabilitetstests og tværsproglig sammenligning. Forskning informerer sprogundervisning, sprogteknologi som parsing og maskinoversættelse samt klinisk sprogindsats og sproglig udvikling.