Sårbarhedsscanning

Sårbarhedsscanning er en sikkerhedsproces, der bruger automatiserede værktøjer til at identificere kendte sårbarheder og fejlkonfigurationer i it-systemer, netværk og applikationer. Hensigten er at kortlægge eksponering, vurdere risiko og prioritere rettelser, og dermed støtte beslutningstagning i sikkerheds- og it-ledelsen.

Skemaet for scanning kan variere; netværksskanning tester netværkstjenester og maskiner; værtsskanning undersøger sårbarheder på en bestemt host; applikationsskanning fokuserer på webapplikationer og API'er. Scanninger kan være interne (intranet) eller eksterne (eksponeret mod internettet), og kan være uautentificerede (uden adgang til systemet) eller autentificerede (med credentials for dybere inspektion). Der findes også aktive scan og passive overvågningsmetoder.

Typisk proces: identificering af aktiver (discover), konfiguration af scope, kørsel af scanningsværktøjet, analyse af resultater og generering af rapporter. Rapporterne indeholder sårbarhedsidentifikatorer (CVE), vurdering af alvorlighed (CVSS), berørte aktiver og anbefalet afhjælpning. Nogle værktøjer foreslår patch, konfigurationsændringer eller adgangsbegrænsninger og kan eksportere til ticket-systemer.

Fordele: reduceret angrebsflade, understøttelse af overholdelse af standarder (f.eks. ISO 27001, NIST SP 800-53, PCI DSS) og løbende risikostyring. Begrænsninger: falske positiver og negativer, afhænger af opdaterede sårbarhedsdatabaser, kræver korrekt scope og autorisation, kan ikke afdække zero-days eller misconfigurations uden signifikant ændring, og rettelser kan påvirke drift, så prioritering er vigtig.

God praksis: etabler klare godkendelser og scope, hold værktøjer og databaser opdaterede, brug både autentificerede og uautoriserede scanninger, integrer scanning i CI/CD og patch management, og udfør verifikation efter rettelser. Kontinuerlig overvågning og revision er ofte nødvendigt for at opretholde sikkerhedsniveauet.