Stamcellebehandling

Stamcellebehandling refererer til behandlinger hvor der anvendes stamceller til at erstatte eller reparere beskadiget væv samt til at støtte behandling af visse sygdomme. Stamceller kan dele sig og udvikle sig til forskellige celletyper, hvilket giver mulighed for erstatning af patientens eget væv eller for at styrke kroppens immunforsvar.

Der skelnes typisk mellem autologe stamcelletransplantationer, hvor stamcellevæksten kommer fra patienten selv, og allogene transplantationer, hvor cellerne kommer fra en donor. Stamceller tilhører primært knoglemarv og perifert blod, men navlestrengsblod er også anvendt ved særlige situationer.

Metoder: Ved en stamcelletransplantation høstes stamcellerne, behandles og gives tilbage efter en forudgået behandling, ofte kemoterapi eller strålebehandling for at gøre plads i knoglemarven. Engraftmentstiden varierer; risikoen for infektion, blødningskomplikationer og GVHD er vigtige hensyn ved allogen transplantations.

Ud over knoglemarv og blod stamceller anvendes også nyere celleterapier som CAR-T celler, hvor patientens egne celler ændres genetisk for at målrette kræftceller.

Indikationer inkluderer visse blodkræftformer (for eksempel leukæmi, lymfom, multipel myelom), aplastisk anæmi og nogle genetiske immun- eller metaboliske sygdomme; transplantsystemet ses også i behandlingsregimer til forbedring livskvalitet og overlevelse i udvalgte tilfælde.

Risici og regulering: Behandlinger kræver specialiserede centre og omfattende støttende behandling. Mulige komplikationer inkluderer infektioner, graft-versus-host sygdom ved allogene transplantation og langvarig immunsuppression. Behandlingernes sikkerhed og effekt vurderes løbende i kliniske forsøg og regulatoriske godkendelser.

Se også: stamcelleforskning, knoglemarvstransplantation, CAR-T terapi.