Selvopfattelse

Selvopfattelse er en persons opfattelse og forståelse af sig selv, herunder selvbillede, selvkoncept og troen på egne evner, værdier og identiteter. Den afspejler, hvordan man opfatter sine egenskaber, roller og sociale relationer, og den udvikler sig gennem erfaringer og feedback fra omgivelserne. Selvopfattelsen kan variere mellem situationer og over tid.

Teoretiske perspektiver inkluderer blandt andre sociale opfattelsesteorier, såsom Cooleys “looking-glass self”, der viser, hvordan andres opfattelser former vores selvbillede, samt Higgins’ selvopfattelsesteori om forskelle mellem faktisk, ønsket og fordømt selv. Bem’s teori om selvopfattelse antyder, at vi kan danne holdninger ved at observere vores egen adfærd. Selvkonceptet består af selvskemaer—mentale repræsentationer af egenskaber og færdigheder, der er relevante for en person.

Komponenter og udvikling: Selvopfattelsen omfatter selvskema, identitet, kropsbillede, personlighedstræk og værdier. Den formes af kultur, familie, venner og medier og ændrer sig over tid og i forskellige sammenhænge.

Funktion og betydning: Den vejleder adfærd, motivation og mestringsstrategier og påvirker mental sundhed og velbefindende. En realistisk og fleksibel selvopfattelse støtter tilpasning og trivsel, mens vedvarende negative eller ufine opfattelser kan bidrage til angst eller depression.

Vurdering og forbedring: Selvopfattelse måles ofte gennem selvrapportering og spørgeskemaer. Tiltag som kognitiv adfærdsterapi, selvomsorg, mindfulness og støttende relationer kan bidrage til at styrke en mere realistisk og robust selvopfattelse.