Resonansbilleddannelse

Resonansbilleddannelse, på dansk ofte forkortet MR (magnetisk resonans), er en medicinsk billeddannelsesmetode, der bruger et stærkt magnetfelt og radiobølger til at frembringe detaljerede billeder af kroppens indre strukturer. Teknikken bygger på måling af signaler fra hydrogenatomers kernespin i væv, som påvirkes af specificerede radiopulssekvenser. Forskellige sekvenser (fx T1-, T2- og diffusion-weighted imaging) fremhæver forskellige vævskarakteristika.

Metoden er især nyttig til undersøgelse af hjernen, rygsøjlen, led, bløde væv og kar (MR-angiografi). Specialiserede varianter omfatter funktionel MR (fMRI) til kortlægning af hjerneaktivitet og spektroskopi til kemisk analyse af væv. Kontrastmidler baseret på gadolinium kan forbedre visualiseringen af visse læsioner.

Resonansbilleddannelse benytter ikke ioniserende stråling, hvilket gør den velegnet til gentagne undersøgelser, men den indebærer andre sikkerhedsovervejelser. Stærke magneter udgør risiko for personer med visse implantater eller metalliske fremmedlegemer; derfor foretages sikkerhedsscreening før undersøgelsen. Nogle patienter oplever klaustrofobi, og der anvendes ofte høreværn på grund af maskinens støj. Kontrastreaktioner er sjældne, men der er en forhøjet risiko for nefrogen systemisk fibrose hos patienter med alvorlig nyresvigt ved brug af visse gadoliniumpræparater.

Udviklingen af resonansbilleddannelse begyndte i 1970'erne, og teknologien har siden haft stor indflydelse på diagnostik og forskning inden for medicin. Proceduren udføres normalt ambulant og tolkes af specialuddannede radiologer.