Programmeringsmønstre

Programmeringsmønstre er generiske, gentagne løsninger på almindelige problemer, der opstår i softwareudvikling. De beskriver velafprøvede måder at strukturere kode, objekter og kommunikation mellem komponenter på, og de giver et fælles sprog til design og vurdering af softwarearkitektur.

Mønstre opdeles ofte i tre hovedkategorier: skabende mønstre (creational), som styrer objektets livscyklus; strukturelle mønstre, som håndterer relationer og sammensætning af objekter; og adfærdsmæssige mønstre, som beskriver hvordan objekter interagerer og deler ansvar. Den mest kendte samling er Design Patterns: Elements of Reusable Object-Oriented Software (1994) af Gamma, Helm, Johnson og Vlissides, ofte kaldet GoF.

Eksempler på mønstre omfatter: Skabende - Singleton, Factory Method, Abstract Factory og Builder; Strukturelle - Adapter, Bridge, Composite, Decorator og Proxy; Adfærdsmæssige - Observer, Strategy, Command, Iterator og Visitor.

Mønstre er ikke universelle færdige løsninger. De bør tilpasses konteksten, og overbrugt kan de gøre kode mere kompleks og vanskelig at læse. Moderne sprog og frameworks tilbyder ofte alternativer eller supplerende teknikker, såsom afhængighedsinjektion og funktionelle mønstre, som kan realisere lignende ideer på idiomatisk vis.

I akademiske og industrielle miljøer fungerer programmeringsmønstre som et grundlæggende værktøj til kommunikation om arkitekturvalg og vedligeholdelse af kodebaser.

---