Procyklikalitet

Procyklikalitet, eller procyclicitet, refererer til tendensen hos visse økonomiske variable til at bevæge sig i samme retning som den overordnede konjunktur, således at svingningerne i den samlede økonomi forstærkes. Begrebet bruges primært inden for makroøkonomi og finansiel stabilitet for at beskrive mekanismer, der forstærker cykliske bevægelser.

I praksis ses procyklikalitet ofte i finanssektoren, hvor bankernes udlån og risikotagning tenderer til at vokse i et opsving og indskrænkes i en nedgang. Dette kan forstærke kreditcyklussen og afspejles i højere ejendoms- og aktiepriser i opsving og potentielt forværrede finansielle forhold under nedgang. Offentlige finanser kan også udvise procyklikalitet, eksempelvis hvis skatteindtægter stiger i en vækstperiode og offentlige udgifter eller underskud dermed følger op, eller hvis automatisk stabiliserende mekanismer ikke fuldt ud opvejer konjunkturbevægelserne.

Årsagerne til procyklikalitet er heterogene og inkluderer reguleringsdesign (f.eks. kapitalkrav og kreditgivningspraksis, der forstærker udsving), adfærd hos låntagere og långivere, samt politiske rammer, der ikke altid kompenserer for konjunkturbevægelser. Risiko og værdier i aktiver og gældsniveauer kan også bevæge sig i takt med cyklusen og dermed forstærke pris- og indkomstudsving.

Tiltag til at modvirke procyklikalitet inkluderer stærkere makroprudential politik såsom tidsvarierende kapitalkrav og dynamisk afsætning, forbedrede store- og stabilitetsmålinger, samt styrkede automatiske stabilisatorer og kontracykliske finanspolitiske regler.