Placeboforskning

Placeboforskning er den videnskabelige undersøgelse af placeboeffekten og af placebo-kontrollerede metoder i kliniske forsøg og behandling. Forskningen undersøger, hvor forventninger, kontekst og tidligere erfaringer påvirker behandlingsudfaldet, også når den aktive behandling ikke virker. Placeboeffekten beskriver forbedringer eller ændringer i symptomer, som ikke kan tilskrives den aktive behandling, men skyldes psykologiske og fysiologiske mekanismer.

Metoder omfatter placebo-kontrollerede forsøg, randomisering og dobbeltblind design samt sham-procedurer eller inert materiale. Nogle studier anvender åbne placebos, hvor patienten ved at de får placebo, men alligevel oplever effekt. Der undersøges også nocebo-effekten, hvor negative forventninger kan forværre udfald eller give bivirkninger.

Mekanismerne er komplekse og involverer forventning og konditionering samt neurobiologiske processer i hjernen, herunder endogene opioide og dopaminerge signaler, endocannabinoide systemer og aktivering i områder som præfrontal cortex, anterior cingulate og periaqueductal gray. Placebo-relateret smertelindring er blandt de mest veldokumenterede fænomener, men effekter ses også i humør, motoriske symptomer og andre tilstande.

Anvendelsesområder omfatter smerte, depression, Parkinsons sygdom og irritabel tyktarm samt andre kroniske tilstande. Placeboforskningen hjælper med at skelne mellem effekt af en behandling og den egentlige terapeutiske effekt, og den informerer design og fortolkning af kliniske forsøg samt klinisk praksis.

Historisk stammer ordet placebo fra latin, og forskningen blev markant ved Beecher (1955) med artiklen The Powerful Placebo. Etiske overvejelser vedrører brugen af bedrageri; moderne praksis undersøger åbne placebos som en måde at balancere etik og effekt.